VM spilles på dansk græs
Verdens fodboldfans ser i denne måned mod Sydafrika, hvor VM-slutrunden spilles. Og når de gør de, falder deres øjne på dansk græs.
Det er nemlig det danske firma DLF-Trifolium, der har leveret græsset til en stor del af VM-slutrunden.
Danskerne har leveret græs til i alt 64 fodboldbaner i Sydafrika i forbindelse med VM - blandt andet til de tre stadioner, som Danmark skal spille indledende kampe på.
Derudover gælder det også en række træningsbaner, som eksempelvis den, som Argentina træner.
DLF-Trifoliums repræsentanter har været ude og se nærmere på argentinernes træningsbane.
- Vi er tilfredse. Banerne lever op til de krav, de skal. Vi har hørt fra både det engelske og argentinske landshold, og de er også tilfredse med banerne, siger salgs- og marketingsdirektør Søren Halbye og kommunikationschef Stig Oddershede til Onside.dk, der er til stede i Johannesburg.
DLF-Trifolium har også stået for baner til de danske SAS Liga-stadioner, og de hjemlige græstæpper har været udsat for hård kritik. Men det danske græsfirma har en forklaring.
- Problemet er, at vi har haft den koldeste vinter i 15 år, og de startede for tidligt med at spille, hvor der ikke var vækst i græsset, siger de to DLF-Trifolium-folk.