Lössl glad for konkurrencen
13/09 17:00
Tidligere på sommeren hentede FC Midtjylland den unge adnske keeper Kasper Jensen til klubben fra tyske SC Paderborn, og ulvenes normale førstevalg mellem stængerne, Jonas Lössl, er glad for den skærpede konkurrence.
- Kasper er helt anden type end Raska. Kasper er en fin fyr, og vi har det godt sammen, men jeg kan godt mærke, at Kasper kæmper for sin plads. Og sådan skal det være. Det er vigtigt at have to målmænd, der begge yder maksimalt for at komme til stå i weekenden. Det skærper mig og sikrer, at vi begge udvikler os, siger Jonas Lössl til klubbens hjemmeside.
FC Midtjylland har som det eneste hold endnu ikke lukket mål ind i denne sæson. Det kan man i høj grad takke Jonas Lössl for, der indtil videre har stået fejlfrit i FCM-buret.
- Det er sgu dejligt, at starte sæsonen med to sejre og samtidig holde nullet i begge kampe. Vi bliver ofte bedømt, på antallet af mål vi lukker ind, så det giver selvtillid til holdet, når den defensive organisation er i orden. Specielt forsvaret, inklusiv mig selv, vokser for hvert minut, der går, uden at vi lukker mål ind, siger den unge målmand.
Indtil videre er det blevet til sejre over AC Horsens og Silkeborg IF. På søndag gælder det Brøndby IF, og den kamp kan du naturligvis følge på TV3+ fra klokken 16.00.