Madsen: Haiti har bekymret mig en del
01/08 16:00
En gruppe Brøndby-spillere har søsat et projekt, hvor det er muligt at købe blandt andet Maxi López' Champions League-trøje fra Barcelona, Dimitar Berbatovs Leverkusen-trøje eller Martin Laursens Aston Villa-trøje og samtidig støtte et godt formål.
Peter Madsen og holdkammeraterne står bag en auktion af fodboldmemorabilia, og pengene skal gå til ofrene for jordskælvet i Haiti.
- Det er kommet i stand ved bare at se på, hvad der skete i Haiti for snart over to måneder siden. Det har bekymret mig en del. Nu har vi været samlet en del - også på træningslejr - hvor vi har set, hvad der er sket. Så er der den her auktion, som vi har tænkt over i lang tid, men vi har selvfølgelig også vores arbejde, som vi skal passe, men nu har vi fundet et tidspunkt, der passer nu, fortæller Peter Madsen til Onside.dk og fortsætter:
- Det er en ting, som ikke kræver så meget af os, men som alligevel kan give rigtig meget, og derfor har samtlige spillere her været med til at hjælpe og samle en masse trøjer ind fra os og vores venner og kolleger i hele Europa, hvor der dagligt er kommet trøjer ind. Derfor er der nogle rigtig fine ting, som folk kan få med hjem og samtidig være med til at støtte Haiti. Det ser rigtig positivt ud nu, men det er selvfølgelig i aften, at det sker, forklarer Brøndby-angriberen.
Madsen glæder sig over at kunne hjælpe.
- Det betyder rigtig meget. De færreste har nok tænkt over, hvordan det var i Haiti inden denne katastrofe, hvor det stod rigtig slemt til, men nu er det rent kaos. Det er helt forfærdeligt, og det kræver så lidt af os nogle gange at kigge ud over vores egen næsetip, og derfor er det bare rigtig flot, at så mange har været med til at sende deres kamptrøjer fra hele Europa, lyder det fra Madsen.
Auktionen begynder klokken 16.30 i Michael Laudrup Lounge på Brøndby Stadion.
- Jeg håber på, at der kommer en del mennesker. Nu har vi allerede samlet 15.000 kroner ind i sidste uge, men det er jo ikke specielt meget, men det var trods alt også kun små ti fodboldtrøjer, og nu har vi 50-60 stykker, fodboldstøvler, bolde, malerier og så videre. Det er svært for mig at sige hvor meget, men jeg håber, vi kan skrabe rigtig meget sammen, håber han.
Peter Madsen har svært ved at udpege auktionens højdepunkter men giver alligevel nogle bud.
- Der er rigtig mange trøjer. Der er Champions League-trøjer fra Barcelona og rundt omkring, der er Ebbe Sands topscorer-trøje herude fra, der er fra John "Faxe" og Christian Poulsen fra Juventus. Så jeg er overbevist om, at der er nogle, der gerne vil have sådanne trøjer med hjem, konstaterer Peter Madsen.
Husk, at du naturligvis kan følge "The New Firm" på TV3+ på søndag, hvor vi allerede blænder op for optakten klokken 14.00.