Afstemning
Hvor mange danske hold går videre efter næste runde?
Klummer
Pedrito der blev til Pedro
Pedro Rodriguez Ledesma er navnet. Pedrito er hans kælenavn. På dansk ville det være "Lille Pedro", og det skal siges, at han da heller ikke er særlig stor, selvom han med sine 169 centimeter nu ikke en gang er den mindste på holdet. Men kælenavnet refererer lige så meget til, at han er en af de nye i FC Barcelonas trup. Han er en af de unge og sidste skud på stammen fra "La Masia" (FC Barcelonas talentafdeling).
For hver dag, der er gået, siden Pep Guardiola i sommer (efter en imponerende indsats i træningskampene i forsæsonen) besluttede at indlemme ham i Barças førsteholdstrup, har Pedrito dog vist, at der er betydelig mere Pedro i ham end Pedrito.
Han har netop indskrevet sig i historiebøgerne som den eneste spiller nogensinde, der på et år har scoret i samtlige seks turneringer: ligaen, pokaltureringen, Champions League, den spanske Super Cup-finale, den europæiske Super Cup-finale og nu i VM for klubhold. Det sidste stykke af historien blev skrevet, da han i aftes scorede mod Atlante i semifinalen i VM for klubhold efter en eminent aflevering fra Iniesta.
Det var i den første Super Cup-finale kamp mod Athletic Bilbao i august, at han scorede det første mål, men blot et par uger senere var det ham, der stod for kampens enlige mål i den europæiske Super Cup-finale i Monaco, som FC Barcelona vandt 1-0 i overtiden. Pedro spilder ikke tiden eller for den sags skyld muligheden, når Guardiola giver ham den. For siden målet mod Athletic Bilbao har han scoret syv mål tilsammen i ligaen, poklaturneringen og Champions League.
10 mål er det blevet til hidtil i sæsonen, og vi taler altså om en spiller, der skal kæmpe om en plads på holdet med fire af verdens bedste angribere nemlig Iniesta, Messi, Zlatan og Henry.
Pedro er født på Tenerife, men kom til FC Barcelona som 16-årig, hvor han startede i FC Barcelonas ungdomsafdeling. Det var pudsigt nok Pep Guardiola, der for alvor fik øjnene op for den meget talentfulde spiller, da han startede trænergerningen med ansvaret for Barças andethold i 2007.
For Pedro er lige netop den type spiller, som Guardiola og for den sags skyld institutionen FC Barcelona er så vilde med. Han er tobenet, han er hurtig, han er teknisk meget velfunderet. Han er fleksibel og kan spille flere pladser, og så har han en forrygende god tilpasningsevne. Hans integration på holdet har været fuldstændig smertefri såvel på som uden for banen. Han ligner en, der har spillet på holdet i årevis. Med ryggen til fornemmer han, hvad Xavi, Iniesta eller Messi foretager sig, og han ved lige præcis, hvor han skal løbe hen og hvornår.
Pedro er det sidste lyslevende billede på FC Barcelonas hjemmelavede succes. Det er ikke så sært, at klubben fik hans trøjenavn skiftet fra Pedrito til Pedro her i efteråret.