”Asi asi asi gana el Madrid”, lød det højt, stolt og tydeligt fra lægterne på Bernabéu lørdag aften lige før midnat og senere i den spanske hovedstads livlige gader. Real Madrids tilhængere forlod deres hjemmebane efter 3-2 sejren over Sevilla lykkelige over at være på førstepladsen i den spanske liga og med fornemmelsen af, at deres hold endelig er nået til det punkt, hvor det magter og overkommer alt. Intet er umuligt og ingen er uovervindelige.

Lørdag aften viste Manuel Pellegrinis tropper, at de har et fysisk, mentalt og taktisk overskud af en kaliber, der er uvurderlig. De evner at vende nederlag til sejr. Modgang får ikke overtaget, men bliver derimod vendt til øget motivation, og holdånden og vinderinstinktet præger truppen.

Det får de brug for. For Real Madrid har en stor opgave for sig på onsdag. Da skal den forbandelse brydes, der har hvilet over dem i Champions League de seneste fem år. Det er nemlig ikke lykkedes for den spanske hovedstadsklub de seneste fem år at komme længere end til ottendelsfinalerne. Her har den spanske klub med det fyldte trofæskab måtte tage afsked med den turnering, som de ellers ynder at kalde ”deres”. Hvert år har det triste farvel skabt tårer, selvransagelse, debat og meget mere, men for blot at opleve det gentage sig året efter.

I år er dog ikke på nogen som helst måder endnu et år. Det er året, hvor finalen skal spilles på Estadio Santiago Bernabéu, og ingen i og omkring Real Madrid har hverken fantasi eller for den sags skyld nerver og sjæl til at forestille sig, at deres klub ikke skulle være en af de to finaledeltagere den 22. maj.

Det er er svært at forklare, hvor meget det betyder for Real Madrid at nå finalen, men som udgangspunkt er Florentino Pérez’ store spillerinvestering på næsten to milliarder kroner sidste sommer en meget klar indikation af den kolosale betydning, den ypperligste europæsike fodboldturnering har for Madrid klubben. I klubben skjuler de på ingen måder, at de gerne vinder mesterskabet, men at det handler i år primært om Champions League.

De må nødvendigvis vinde over Olympique Lyon på onsdag for at nå målet, og det har de også alle muligheder for. For Real Madrid er, efter et meget svingende og til tider tumult efterår, efterhånden ved at få en del af brikkerne til at falde på plads.

Det er mange år siden, at Real Madrid har haft et forsvar, der lukker så få mål ind. Iker Casillas har aldrig haft så lidt at lave, siden han for ti år siden blev førstevalget som målmand i klubben. Da Pepe blev skadet i efteråret, skabte det hos mange bange anelser for forsvarets fremtid i den her sæson, men afsavnet af ham har været meget mindre, end nogen som helst havde forestillet sig. Albiol og Garay har gjort det fortræffeligt.

Backerne har ikke været mindre fortræffelige. Sergio Ramos er eminent som højre back, men det samme må man sige om ham, når han spiller i centerforsvaret. Han er en vinder. Han er indbegrebet af fleksibilitet, styrke, overskud, vilje og masser af charme. Sidstnævnte er for mange måske ikke så vigtig, men alle fortrin tæller i det samlede billede. Sergio Ramos er en frontfigur, en reference ligesom Raúl har været det i årevis, men Sergio Ramos er meget mere åben og tilgængelig. Han er med til at gøre Real Madrids milliardkroner trup menneskelig og nærværende.

Arbeloa er nok den mest oversete Real Madrid spiller af betydning. Han spiller venstre eller højre back uden nogensinde at brokke sig. Han er ikke specielt offensivt indstillet, men han er en rigtig god back. Det så vi ikke mindst i landskampen forleden mellem Frankrig og Spanien. Franck Ribery så man stort set ikke, og det var Arbeloas fortjeneste, og i lørdagens kamp fik ligaens måske bedstspillende spiller, Jesús Navas, slet ikke den hovedrolle, alle havde forventet overfor netop Arbeloa.

På midtbanen har Manuel Pellegrini et hav af valgmuligheder både teknisk, taktisk, offensivt og defensivt. I lørdagens kamp valgte Pellegrini at sætte Guti og Van der Vaart på banen, da holdet var bagud 2-0, og begge spillere udgjorde en markant forskel.

Den priviligerede Real Madrid træner har et arsenal af midtbanespillere, som giver ham uanede muligheder. Det er dog på midtbanen, at den chilenske træner stadig mangler helt at træde i karakter omkring sit valg af spillere og nogen gange valg af system.

Kaká har det svært. Han er ikke faldet til og virker nogen gange næsten utilpas i sin rolle. Det samme gælder Diarra de få gange, han har fået spilletid, mens Lass for eksempel fungerer eminent i rollen som distributør af bolden, en slags ”Makelele”, som han kaldes i Spanien.

Til at styre overblikket og skabe spillet er der en række spillere at vælge imellem som Xabi Alonso, Guti, Granero og Van der Vaart. Det rene svir.

Valget af de to længst fremme på banen er klokkeklart. Det er Cristiano Ronaldo og Higuian. Der er ikke meget at diskutere omkring det valg. De er forrygende på hver deres måde, og tænk at have Benzema og Raúl på bænken!

Min klare fornemmelse siger mig, at onsdag aften ved 23-tiden vil området på og omkring Bernabéu lyde fuldstænidg som i lørdags.

”Asi asi asi gana el Madrid”!