Lad mig starte med at skrue tiden et år tilbage.

På nogenlunde dette tidspunkt i 2008 taltes meget om, at OB såmænd godt kunne spille gedigen fodbold, men når fynboerne var oppe mod de andre topklubber, gik det galt.

12 måneder senere er situationen forandret.
Senest vandt OB en fornem sejr på Brøndby Stadion, og læg dertil sejr tidligere på efteråret i Esbjerg, samt remis i Parken mod FC København, og konklusionen må være, at øjeblikkets tophold har udviklet sig i en retning, der berettiger til, at fodbold-folket i Odense og omegn er begyndt at drømme om guld.

Din klummeskriver har tænkt godt og grundigt over, hvad der egentlig er, der er sket med OB.
Og jeg er nået frem til, at Lars Olsen og trænerstaben har formået at videreudvikle et stærkt kollektiv, og bygget ekstra niveauer på truppens individuelle kvaliteter.

Læg dertil, at Kim Brink endnu engang har afsløret, at han har blik for at time sine indkøb.
Her tænker jeg i særdeleshed på målmand Roy Carroll.Tidligt på sæsonen lå unge Anders Lindegaard til at skulle afløse for fyrede Onyszko, men her blev der hurtigt ageret på transfermarkedet. Ikke fordi Lindegaard ikke har talentet, men fordi Brink godt ved, at DM-pokaler sjældent vindes med urutinerede målmænd.

OBs forsvar, der endda ikke var helt på toppen i Brøndby-kampen, kan der ikke rigtigt peges fingre ad. Kvartetten med Ruud, Anders Møller-Christensen, Håland og Chris Sørensen er sat på banen for at forsvare – og ikke så meget andet – og det gør de med stor rutine, autoritet og sikkerhed.

På midtbanen er der også super balance, skabt af ikke mindst Djemba-Djemba.
Det er ikke bare en fodboldspiller, men nærmere en kriger, der er landet i Ådalen.

En mand, der går til stålet, som kun afrikanske spillere kan gøre det.
Spillestilen grænser til det brutale, men jernmanden aftvinger enorm respekt, fordi han ikke bare er hård ved modspillerne, men også ved sig selv.

Denne hårdhed skaber pladsen til de andre på midtbanen. Lange Andreasen er også holdspiller med stort H – i dobbelt forstand, naturligvis - og selv og han gennem lang tid har haft personlig scoringskrise, så er jeg overbevist om, at OB her har et fyrtårn, der får hul på mål-bylden igen, og det er ingen hemmelighed, at H.H.s mål falder i stimer.

Og det kan blive vitalt, når målene på et tidspunkt tørrer ud for OBs ustyrlige og træfsikre charmetrold, Peter Utaka.
Forskellen på OB nu og tidligere er som nævnt også, at holdets individuelle kvaliteter er øget markant. Johan Absalonsen har fået lagt mere stabilitet ind i sin fodbold-personlighed, virker som en modnet mand, og indfrier nu det potentiale, vi altid har vidst han havde. At han så netop har forlænget for et år er godt for både OB og manden selv.

På modsatte kant fortjener Rurik Gislason uforbeholden ros. Islændingen kan også en masse på egen hånd, har simpelthen været et super køb, og passer perfekt ind i den filosofi, som Lars Olsen og Viggo Jensen vægter så tungt.

Nemlig, at man til enhver tid skal være villig til at knokle rumpen ud af bukserne – i holdets tjeneste.
Trænerne og ledelsen har bygget et kollektiv op med stor individuel styrke.
Det er derfor, at det kører derudá for OB.

Og kan fynboerne lukke efteråret ned med at indfri favoritværdigheden de sidste par hjemmekampe – mod HB Køge og FCK – ligger pokalen lige til højrebenet, når der tages fat igen efter vinterpausen.