Lad mig indledningsvis slå fast, at jeg ikke var blandt dem der buhede af hverken Dennis Rommedahl eller af indsatsen mod Ungarn.
Danmark er VM-klar, og det er jeg så glad for, at jeg oprigtigt mener, at vi alle sammen må acceptere en hamrende ligegyldig svipser mod en flok hårdt arbejdende ungarske spillemænd.

Forude venter nu et herligt fodboldår, hvor vi alle sammen får rig lejlighed til at lufte vores holdninger omkring trup-sammensætning, Danmarks VM-muligheder osv. osv.
Og allerede nu mener jeg, at vi ligeså godt kan tage fat på diskusionen om, hvorvidt Jon Dahl Tomasson bør være kaptajn på dén skude, der i juni næste år sætter kurs mod Sydafrika.

Min holdning?

Jamen, den har jeg jo allerede løftet sløret for i overskriften til denne klumme.
Men hvorfor nu det?

Forklaringen er meget, meget enkel.
Jon Dahl Tomasson er ikke længere så god, at han bør være selskreven til Danmarks startopstilling.
Dåbsattesten afslører en alder på 33 år, og alene derfor kan man ikke forvente præstationer af fordums kaliber fra en tidligere målsluger i rødt og hvidt.

Det er ikke noget tilfælde, at manden med de 51 træffere for Danmark nu er målløs i 10 landskampe i streg. Skarpheden er for nedadgående, og det primært fordi, at Jon Dahl Tomasson ikke længere er så eksplosiv i sit spil.
Hurtigheden er væk.

Det så vi både mod Sverige, hvor Jon lå som forreste angriber, og mod Ungarn, hvor placeringen var en tak længere tilbage på banen.

Din klummeskriver mener ikke, at Jon Dahl Tomasson helt bør droppes i landsholdsregi, for manden formentlig stadig bidrage med noget, men en anfører SKAL spille hver gang, og det berettigere mandens nuværende niveau altså ikke til. Og jeg føler mig overbevist om, at offensivspilleren ikke vil være i stand til at nå fordums stabile klasse.

Dertil er der for mange skadespauser.
Hvem der så skal overtage anførerbindet?
Jeg ser to muligheder.

Den mest oplagte afløser er Christian Poulsen.
Den blonde midtbaneslider med den pusige frisure er et yderst naturligt samlingspunkt, når holdet skal træde i karakter. Han er med sine 29 år hverken for ung eller for gammel, og mod Sverige så vi Christian Poulsen, når han er allermest værdifuld for Danmark.

Han sugede bolden til sig, betrådte hvert et græsstrå i Parken, dirigerede sine medspillere, og kastede sig frygtløst ind i alle nærkampe.

At Christian Poulsen så samtidig har kæmpet stædigt og vundet magtkampen for at blive i Juventus, selv om ”den gamle dame” har forsøgt at smide danskeren i affaldsspanden, vidner om enorm karakterstyrke.

Kandidat nummer to, på min lokale hitliste, er fem år yngre end Christian Poulsen.
Daniel Agger er et stærkt emne, der også har den der ”her-kommer-jeg-og-jeg vil-vinde”-attitude.
Den indstilling kom til udtryk, da lokommet brændte allermest mod Ungarn.
Men det har din klummeskriver nu aldrig været i tvivl om, og hvis ellers at Daniel Agger kunne undgå alle disse forbandede skadespauser, ville den yngste af mine to kandidater være det mest oplagte valg.

Sådan er altså min holdning altså

Og det bliver interessant at se, om Morten Olsen og hans kompetente trænerstab også føler trang til at sætte anførerbinden over på en anden spillers overarm.